Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

174 TEORI OG PRAKSIS. ved den blot historiske Undersøgelse, lige saa lidt som det rette Lys kan falde over denne, naar Historien ikke ses fra et bestemt Standpunkt. Enhver historisk Fremstilling maa munde ud i en selvstændig Betragtning, ellers bliver den gold; i Baggrunden af den historiske Kritik maa der skimtes et positivt Ideal, ihvorvel dettes Indehaver maa være sig bevidst selv at staa midt i de historiske Begivenheder, nødt til at forme sit Ideal af historisk begrænsede Elementer. Idet en Pædagogik skal blive til som en videnskabelig Lære, saa har den Del i den for alle Videnskaber fælles Lod, at den uden for sig har en Kunst, en Udøven, af hvilken den oprindelig er spiret frem; ligesom Samfundslæren har Samfundsordenen, Retsvidenskaben Lovgivningen og Lægevidenskaben Lægekunsten, som Æstetikken har Poesien og Kunsten, Grammatikken Sproget og Geometrien Maalekunsten til Forudsætning, saaledes har Pædagogikken Opdragelsen. Før Opdragelse i Aårhundreder har været øvet, almengyldige Iagttagelser gjorte og tilsvarende Regler dannede, før kan der ikke være Tale om Pædagogik. Ti medens Videnskabens Genstand i mest omfattende Forstand er Livet som Helhed, saa opstaar en speciel Videnskab, hver Gang en enkelt Side af Livet udskiller sig for Bevidstheden i sin relative Selvstændighed. Eller med andre Ord: at en ny Videnskab begynder at skyde frem, vil sige, at den menneskelige Tanke standser foran et nyt Slags Problem. Videnskabens Arbejde gaar da ud paa først at finde dette Problem i dets hele Omfang, saa at løse det, først at trække Grænsen, saa at bearbejde Jordsmonnet. Sæt f. Eks., at Kunsten var Genstand for denne nydannede Videnskab, saa vilde Opgaven være ud af Livets myl-rende Rigdom paa Kendsgerninger at plukke dem, der