Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

PÆDAGOGIKKEN OG DENS PARALLELER. 177 tydning for Menneskesamfundet, saaledes bestemmer Pædagogikken dem efter deres Værdi som Udviklingsmidler, betragter dem altsaa ogsaa udelukkende, for saa vidt som de repræsentere en vis Værdi. Derfor er den pædagogiske Vurdering af et Digterværk tit en ganske anden end den æstetiske, hvilket enhver let kan overbevise sig om ved f. Eks. i samme Aandedræt at tænke paa Shakespears Tragedier og paa et fem Aars Barn. — Som den videnskabelige Kunstbetragtning paaviser de Betingelser, der muliggøre en kunstnerisk Virksomheds Fremblomstring, og efter at have undersøgt den Jordbund, hvori Kunsten skal fæste Rod, analyserer den Plante, der skyder op af en saadan Jordbund, saaledes giver Pædagogikken et Billede af de sociale og personlige Forhold, der danne det nødvendige Grundlag for Opdragelsen, og samler om sin ejendommelige Grundidé Lovene for den Formning af Menneskenaturen, sit Stof, hvori Opdragelsen viser sig som Kunst. Medens Kunsten lægger Menneskelivets opnaaede Indhold for Dagen ved et ejendommeligt Herredømme over mekaniske Midler, gør Opdragelsen det samme ved et beslægtet Herredømme over organiske Midler; Formning er den fælles Opgave for dem begge. Derfor staa ogsaa Kunstbetragtning og Pædagogik ved Siden af hinanden. — Hvad der gælder den systematiske Side af Pædagogikken, gælder naturligvis fuldt saa meget den historiske. Et eneste Blik er nok til at se, at Opdragelsens Historie løber ned igennem Tiderne jævnsides med Litteraturens, Kunstens og Industriens Historie saa vel som det politiske, det sociale og det religiøse Livs Historie, griber ind i dem og farves af dem. Skal Pædagogikken nu til at udfolde sig, saa maa det først bestemmes, hvor den har en Opgave, og H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. III. 12