Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

178 PÆDAGOGIKKENS FOKUDSÆTNING. hvor den intet har at gøre. Som al Videnskab har den sit Udgangspunkt i Tanken om en Sammenhæng mellem alle de forskellige Elementer af det Liv, den skal forklare. Maa Tanken nødvendigvis have sin indre Overensstemmelse, uden hvilken den slet ikke kunde fungere, saa er det ogsaa et Krav, den ikke i noget Øjeblik kan fornægte, at dens Genstand maa være undergiven en lignende indre Overensstemmelse, maa virke gennem et lovbundent Sammenspil af sine Egenskaber. For den Livsopfattelse, der i den videnskabelige Erkendelse ser den højeste Form for den menneskelige Sandhedserkendelse, og for hvilken enhver anden Art Erkendelse er en Larve eller Puppe, der endnu ikke er bleven til Sommerfugl, staar det saaledes, at Videnskabens Opgave er at omspænde det hele Liv, en Opgave, der af gode Grunde selvfølgelig altid kun uendelig fjærnt vil kunne blive løst. Med ethvert Problem, som frembyder sig, maa der altsaa arbejdes, maaske Aarhundreder, maaske Aartusinder, for at Mysteriet, det gemmer, kan blive gennemlyst af Tanken; ti ethvert Mysterium, som den menneskelige Tanke kan faa Øje paa som Problem, er et blot relativt Mysterium med en stadig tilbagevigende Grænse. Anvendt paa det foreliggende Omraade vil dette sige, at Tanken om en gennemført pædagogisk Videnskab kun kan undfanges og fastholdes ud fra en Opfattelse, der bygger paa Enheden i Menneskelivet, saaledes at dettes højeste og dets laveste Indhold ikke staar i nogen absolut Modsætning og Vejen til dets Udvikling bestandig gaar gennem den organiske Vækst i selve Menneskenaturen. Hvor Livsanskuelsen hviler paa et andet Grundlag, et saadant, der stiller Menneskelivets indre Sfærer over for hinanden uden nogen naturlig Bro imellem, og for hvilket