Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

PÆDAGOGIKKEN OG LIVSANSKUELSEN. ’ 179 det ikke er selve Menneskenaturens iboende Kræfter, der arbejde sig op til Menneskelivets Højdepunkter, dér mangle ogsaa Betingelserne for, at Menneskets Udvikling gennem Opdragelsen kan finde et videnskabeligt Udtryk; Menneskelivets væsentlige Kærnepunkter, de, der kaste den egentlige Glans over det, ligge der uden for en videnskabelig Betragtnings Rækkevidde. En Pædagogik, dannet ud fra en saadan Opfattelse, vilde som Videnskab være et Sidestykke til en Teologi, grundlagt paa Tanken om en overnaturlig Aabenbaring; selve Udgangs- og Endepunktet vilde som noget givet falde uden for den videnskabelige Drøftelse, og denne vilde begrænses til en Mellemsfære, hvor den, afskaaren fra konsekvent at udfolde sine videnskabelige Ejendommeligheder, maatte nøjes med formelt at sammenknytte det for den selv fremmede Stof og kun kunde følge med paa en kort Mellemstrækning, for principielt at slippe Opgaven midt paa Vejen og lade den genoptage af ganske andre Kræfter. Naar Valget mellem de to Livsanskuelser er gjort ■og den videnskabelige Maalestok slaaet fast som den højeste, saa kommer altsaa øjeblikket, hvor Planen skal udkastes til den Bygning, der skal opføres. Man skal gøre sig Rede for, hvor mange Stokværk den skal give Plads oven paa hinanden, inden Kransen kan hejses, hvor mange Værelser hvert Stokværk skal rumme, og paa hvilken Maade Forbindelsen mellem de forskellige Stokværk skal tilvejebringes. Forarbejderne maa i Følge Sagens Natur gaa i dobbelt Retning, fordi der i Tanken om Opdragelsen med Nødvendighed ligger de to Spørgsmaal: hvorfra og hvortil. Opdragelsen er et Forhold til et enkelt Led af det hele, omfattende Menneskeliv. Pædagogikken maa altsaa begynde med 12*