Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

UDVIKLINGENS GANG. 183 til Barnets Beskuelse. Hvor mange Gange bruger man ikke i sin Undervisning eller i sin Formaning en billedlig Udtryksmaade uden at tænke paa, at der kræves Erfaring til at opfatte Billedet som Billede og ikke som Virkelighed ? Hvor mange Gange vælger man ikke lige over for Børn tankeløst en ironisk lovprisende Form for sin Misbilligelse af deres Handlinger, skønt ogsaa Ironien først forstaas paa et vist Modenhedstrin? Saaledes galopperede en lille fire Aars Dreng jublende hen til sin Bedstemoder og fortalte, at Bedstefader havde rost ham og sagt, han var en dejlig Fyr, fordi han havde revet en Rose i Stykker i hans Have. Og naar den psykologiske Iagttagelse i Forvejen havde klaret, hvor vidt Abstraktionsevnen var naaet i sin Udvikling, saa vilde den pædagogiske Fremgangsmaade ikke saa tit gøre sig skyldig i den Fejl at sætte Ordet, o: Tegnet, paa den Plads, hvor kun Tingen selv kan gøre Fyldest. At iagttage saadanne Funktioner enkeltvis er imidlertid kun én Side af Opgaven; det er jo dog det samlede Sjæleliv, der skal hjælpes fremad, og Opdragelsen er jo fra dette Synspunkt Kunsten at sammenarbejde de sjælelige Funktioner, saa de danne et stærkt og samlet Hele. Derfor maa altsaa de dunkle Veje efterspores, ad hvilke Sjæleelementerne bevæge sig hen imod hinanden, efter at de spredt og springende ere dukkede frem i den medfødte, uudviklede sjælelige Energis Moderskød og have overrasket Iagttageren ved det Lys, der i Barnesjælen falder snart paa ét Punkt, snart paa et andet. Lige fra Barnets Fødsel er der noget af den Art at iagttage, og derfor er det, Opdragelsen kan begynde saa tidlig. Allerede mens Barnet ligger ved sin Moders Bryst, er Muligheden af en moralsk Paavirkning,