Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

184 DEN USAMMENHÆNGENDE SJÆLSTILSTAND. naturligvis i dens elementære Form, tilstede. Hvis det at kunne samle sig helt om sin Opgave og holde den fast, indtil den er gennemført, er en Gren af det moralske Liv, saa kan det jo nemlig ikke nægtes, at man begynder at rokke ved Grunden for den tilkommende faste moralske Holdning, naar man f. Eks. ved Tiltale eller Støj drager det spæde Barns Opmærksomhed bort fra det Bryst, det dier, i Steden for at holde ethvert forstyrrende og spredende Indtryk borte, indtil Barnet helt har stillet sin Sult. Børns Fødselsdage bruger man tit til paa lignende Maade at modarbejde Udviklingen af den samlede Holdning, der er det moralske Livs Særpræg. Man spreder Barnets Tanker og Følelser ved en Overflødighed af Fødselsdagsgaver, i hvilke Onkler og Tanter, Fættere og Kusiner bringe den unge Verdensborger deres Tribut, og det er ikke uden Eksempel, at en saadan lille Fyr er løbet ør og fortumlet om, har holdt sig paa Hovedet og halv fortvivlet udbrudt: „Moder, Moder, hvordan skal jeg holde det ud!“ Man hindrer Barnet i udholdende og inderligt at slutte sig til den enkelte Genstand og lærer det vægelsindet at slippe et for at gribe et andet og straks efter slippe dette for at gribe et tredje. Den usammenhængende Sjælstilstand, som er Barndommen egen, maa iagttages fra alle Sider, for at Sammenhængen, der er Opdragelsens Maal, kan fremhjælpes ved de rette Midler. Man kunde billedlig sige, at Barnesjælens Indhold mangler Sammenhæng baade i Tiden og i Kummet. Ti det gør sig gældende i hurtige, pludselige Overgange, der kløve Tiden i adskilte Punkter, Perler, der endnu ikke ere forbundne med nogen Bevidsthedstraad, Øjeblikke, som lige gennemlevede ere forsvundne uden at efterlade noget Erindringsbundfald