Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

OPDRAGELSENS MAAL. 187 XIV. Men som det allerede er fremhævet: et Hvorfra har sit fuldstændiggørende Modstykke i et Hvortil; Billedet af Barnealderen maa som Led af Pædagogikken suppleres med en klar Bevidsthed om det Maal, hvortil Opdragelsen skal føre Barnet. Ligesom den psykologiske Undersøgelse maatte staa i et nødvendigt Forhold til den almene menneskelige Psykologi, saaledes maa Tankerne paa det foreliggende Omraade ogsaa staa i Forbindelse med Drøftelsen af Livets almene Formaal. Og dette ligger i Sagens Natur. Opdragelsen, som har skaaret et enkelt Afsnit ud af Livet for særlig at tage det under sin Varetægt, kan ikke nærsynet lukke sig inde paa denne sin egen Boldgade, men bliver jo netop først Opdragelse ved at munde ud i Livet som Helhed. Dens Forhold til Barnet kan ikke lignes med den naturlige ureflekterede Kærligheds, hvis Attraa det er, indtagen som den i hvert Øjeblik er i sin Genstand, at bevare denne uforandret, den Kærlighed, man f. Eks. tit kan finde hos Bedsteforældre, hos hvem Følelsen af Forældrenes Opdragerkald har stillet deret eget Ansvar i Skygge, og som derfor finde deres Glæde i at hengive sig til Barnet ganske, som det er, og nyde af et fuldt Hjærte hvert eneste Træk, hvori dets Livskraft ytrer sig, uden at veje det paa nogen pædagogisk Guldvægt. Enhver, som har hørt en varmblodig Bedstemoders beundrende Udraabsord ledsage hvert Ord og hvert Skridt af en lille Purk og har set Medlidenheden svulme i hendes Hjærte. hver Gang han med et Udbrud af Graad har erklæret sin Ulyst til noget, han har skullet gøre, vil vistnok indse, at denne i og for sig sande og oprigtige Kærlighed er af en ganske anden Surdej end