Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

LIVET SOM OPDRAGELSE. 189 Men er det virkelig sandt, saa vil det sige det samme som, at Opdragelsen ikke ved nogen skarp Grænse er skilt fra Livets andre Magter, og at den ikke ved noget pludseligt Spring hører op for at afløses af en modsat Livsform, eller udtrykt i andre Ord, at Livet og hele den uendelige Sum af Indtryk, det afføder, har en opdragende Magt i sig, og at denne Magt ikke holder op at virke, hvor Opdragelsen i egentlig Forstand standser. Opdragelsen peger saaledes bestandig ud over sine egne Grænser og er ligesom en Strøm, der løber paa Overfladen af et bredere og dybere Vand, omtrent som det bevidste Liv i Mennesket vugges og bæres af et ubevidst Livs uendelig dybe Hav. Lad os tage et enkelt Punkt frem til Eksempel. Taleevnens Uddannelse er en iøjnefaldende Side af Opdragelsen, og dog maa man sige, at enhver lærer at tale af sig selv. Naar en vis Række Lydindtryk har gentaget sig tit nok, hvert knyttet til sin bestemte Genstand, og har sat sig fast i Hukommelsen, og naar derhos de paagældende Organer i Flugt med hele den legemlige Udvikling har vokset sig en vis Styrke og en Viljen undergiven Bevægelighed til, saa begynder Barnet lidt efter lidt at tale, uden at nogen enkelt har været dets Lærer eller tænkt paa at undervise det. De uvilkaarlige Ord og Vendinger, hvormed dets Omgivelser have udvekslet deres Tanker indbyrdes og lagt dem for Dagen over for Barnet, ere den Skole, i hvilken dets uartikulerede Lyd efterhaanden blive til Lallen, til Pludren og til Tale, og dets Glæde over sin egen Virksomhed og de Lyd, det er Mester for at frembringe, i Forbindelse med dets voksende Trang til at udtrykke sine Tilstande driver det til den stadige Gentagen, hvorved det omsider bliver i Stand til at forme Lydene til Ord. Men ihvorvel alt