Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

190 TALEEVNENS UDVIKLING. dette kommer ganske af sig selv, saa er det dog meget vigtigt, at Omgivelserne gøre sig deres Opdragerrolle klar ogsaa i dette Kapitel, saafremt da Barnets Tale skal naa den rette Fuldkommenhed. Ti en, hos hvem den Tanke stadig er nærværende, at hvert Ord, han taler, bliver et Mønster for Barnet, som det tilegner sig og efterligner, vil jo ogsaa uvilkaarlig stræbe efter at gøre sin Tale til et virkeligt Mønster; og Indsigten i, hvorledes Barnet langsomt maa øve og prøve sig frem og kun tvunget af Nødvendigheden, ikke med sin gode Vilje, slaar sig til Ro ved den ufuldkomne Lyd, indtil det bliver i Stand til at magte den fuldkomnere, vil forhindre én fra at vanskeliggøre dette Arbejde for Barnet ved Misforstaaelser som den, at man skulde tale mere i Barnets Aand og blive bedre forstaaet af det ved at eftergøre de Ordforvrængelser, som ere det forulykkede Produkt af dets sproglige Bestræbelser, og f. Eks. sige „Dengsen“ i Steden for „Drengen“, „Pile-dæd'e“ i Steden for „Pilestræde“ osv. Tvært imod vil man indse, at en tydelig Udtale, der præger klare Ordformer ind i Barnets Ører, vil lette det Sejren over Vanskelighederne. Man vil forstaa, at ogsaa det Ordvalg, hvormed man udtrykker sig, plantes over i Barnets Tale og med det de Forestillinger, Ordene indeslutte; at man ved ikke at være forsigtig let kan lægge en skruet og unaturlig eller en raa og plump Farve over Barnets Tale; og at det derfor gælder om at holde sig i Sprogets sunde Midte. Den, der som Lærer har haft Lejlighed til at iagttage Børns Evne til at udtrykke sig i deres Modersmaal, vil være forbavset over, hvor meget der trods alt, hvad Naturen i den Retning har gjort, staar tilbage for Opdragelsen at sørge for. Kun hos Mindretallet møder han den rette normale Tale; én naar