Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

TALEEVNENS OPDRAGELSE. 191 kun til en omtrentlig Betegnelse af Lyden; én gør de bløde Lyd endnu blødere, siger plante-je i Steden for plante-de; én sløjfer i Hastværk alle Ordenes ubetonede Endelser; en smugler en Rigdom af overflødige Bilyd ind imellem Talens enkelte Ord; éns Tanke løber som Kæp i Hjul, saa det ene Ord snubler over det andet og Talen kommer til at mangle Betoning og Udtryk; én læsper, én snøvler, og én stammer Ordene ud, én lader Munden løbe fuld af Spyt under Talen og for-dunkler derved Ordenes Form, én hvisker, saa Stemmeklangen slet ikke kommer frem, og meget lignende. Det er en yderst begrænset Sandhed, den, der paa Holbergs Tid — og for den Sags Skyld ogsaa baade før og senere — holdt Undervisning i Modersmaalet ude fra Skolen, nemlig at det lærte man jo af „Smaadrengene paa Gaden“. Hvad dér ydes er et Talens Raastof, der først ved Formning og Udrensning bliver det Kunstværk, som Mennesketalen i sit Væsen er, og der endda i sin højeste Form som Veltalenhed ligger uden for Opdragelsen, hvis Maal det kun er at sørge for, at Talens Elementer komme til Orde i deres rette Skikkelse, medens den egentlige Veltalenhed er et Produkt af Livet og ikke af Opdragelsen. Rundt om Menneskenes opdragende Virksomhed ligger der saaledes en anden opdragende Paavirkning, som vi ville skildre med den berømte engelske Naturforsker Huxleys Ord: „Det er af Vigtighed at drage sig til Minde, at der i strængeste Forstand slet ikke eksisterer noget saadant som et ikke opdraget Menneske. Lad os sætte et Tilfælde, der er stillet paa Spidsen, lad os antage, at et voksent Menneske i sine Evners fulde Kraft pludselig kunde blive sat ind i Verden, saadan som det skal have været Tilfældet med Adam,