Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

192 HUXLEY. og at det saa blev fuldstændig overladt til sig selv. Hvor længe vilde det vel ganske savne Opdragelse? Ikke fem Minutter. Øjeblikkelig vilde Naturen begynde at gøre det bekendt med Tingenes Egenskaber ved Hjælp af Øjet, Øret og Følesansen. Lyst og Ulyst vilde øjeblikkelig sige det, at det skulde gøre det ene og und-gaa det andet, og langsomt og grundig vilde Mennesket faa en Opdragelse, som, om den end var begrænset, dog var solid, real og stemmende med dets Forhold. Hvad der gik derudover, saa vel som fin Dannelse, vilde naturligvis mangle. Og naar der nu til dette ensomme Menneske knyttede sig en anden Adam eller endnu bedre en Eva, saa vilde en ny og større Verden, de sociale og sædelige Fremtoningers Verden, afsløres for dem. Glæde og Sorger, i Sammenligning med hvilke alle de øvrige kun stod som svage Skygger, vilde udspringe af disse nye Forhold. Lykke og Lidelse vilde træde i Steden for de mere raa Læremestre Lyst og Ulyst, og deres hele Færden vilde formes ved Iagttagelsen af Handlingernes Følger eller med andre Ord efter den menneskelige Naturs Love. — For enhver at os har Verden engang været saa frisk og saa ny som for Adam. Og dengang, længe før vi vare modtagelige for noget andet Slags Belæring, tog Naturen os under Sin Varetægt, og hvert Minut af det vaagne Liv gjorde os til Genstand for dens opdragende Indflydelse og bragte vore Handlinger i raa Overensstemmelse med Naturens Love, for at det ikke ved altfor grov Ulydighed skulde være ude med os før Tiden. Og strængt taget kan man heller ikke sige, at denne Opdragelsesproces er afsluttet for nogen som helst, om han saa er nok saa gammel. For enhver af os er Verden lige saa frisk, som den var den første Dag, og for den, der har