Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

194 OPDRAGELSENS DOBBELTSIDIGHED. og til Gilder for at udfylde Tiden med Spøg og Samtale. Men maaske den sociale Udvikling stiler hen imod Tilvejebringelsen af Samfundsforhold, der ere saa klare og rene, at Livet i sin umiddelbare Skikkelse og Opdragelsen igen, paa et højere Grundlag end i gamle Dage, kunne nærme sig til hinanden og smelte sammen. Men faar Opdragelsen i sin mest udstrakte Betydning saaledes en dobbelt Form med én Rod i Menneske-og Naturlivets uvilkaarlige Bevægelser og en anden i Opdragerens bevidste og beregnede Tanke, saa kan umulig denne Dobbelthed blive staaende som et Spil mellem uforenede Modsætninger; Opgaven bliver at gøre Dobbeltheden til en Enhed, hvori Opdragelsen finder sit udtømmende Udtryk. Her er altsaa et Hovedmaal for den bevidste Opdragelse, den „kunstige“, som Huxley kalder den. Det kommer an paa at stille Barnet i et passende Forhold til alle Livets naturlige Forhold, at sætte det i Stand til at lade sig paavirke opdragende af dem og udvikle Modtageligheden for dem til den rette Blanding af Passivitet og Aktivitet. Kunstopdragelsen, der kun har det forholdsvis korte Aare-maal at udstrække sig over, skal muliggøre og udforme den Livsopdragelse, som først har sin Grænse, hvor Livet ender. Og dette Opdragelsens Maal kan træde paamindende og advarende til, hvor en Opdragers Personlighed er paa Veje til at stille sig som en lukkende Mur mellem Barnet og Livet og gøre ham til det Mellemled, gennem hvilket alt Lys farvet falder ind i dets Sjæl. Det er jo ikke noget uset, at den udprægede Natur- trykker sin Overlegenhed fast i sine svagere og blødere Omgivelser som et Jæmstempel, for hvis Præg de aldrig mere kunne frigøre sig; om enhver stor Mand ser man jo en saadan Skare, der i blind Betagethed