Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

OPDRAGELSENS MIDLER. 199 gave for dybt ind paa det, den enkelte Personlighed kun igennem sig selv kan finde Vejen til. Midt imellem det blot formelle og det i egentligste Forstand personlige maa Skolen altsaa opsøge det Stof, der kan give dens Opgave det rette fyldige Indhold. XV. Det er jo her ikke Opgaven at løse nogen som helst pædagogisk Knude, men kun at paapege, hvor Opdragelsens mangegrenede Hovedproblem ligger. Hvad der hidtil er blevet omhandlet, har drejet sig om de to Yderpunkter, mellem hvilke Opdragelsen bevæger sig, Udgangspunktet og Endepunktet. Opdragelsens Nødvendighed er bleven antydet, saaledes som den motiveres gennem det Væsens Natur, der er Genstand folden, og Opdragelsens Selvophævelse er bleven antydet som Konsekvens af den Udvikling, dette samme Væsen har opnaaet. Hvorledes tilbagelægges nu denne Vej? Hvilke ere de Midler, der føre til Maalet? Det er klart, at her ligger det i snævreste Forstand pædagogiske Problem. Her slaar Betragtningen over fra det abstrakte og teoretiske i det konkrete og praktiske, fra psykologiske Iagttagelser og filosofiske Begrebsbestemmelser til Paavisningen af en Kunst. Det videnskabelige ligger i, at denne Kunst faar sin Motivering for hvert enkelt Skaktræk, den gør, en Motivering, der igen i hvert Øjeblik knytter den til et alment Tanke-grundlag. Betragter man Opdragelsen som Tilvejebringelsen at en normal Ernærings- og Vækstproces i Barnet, noget, der begrundes ved, at Barnet dog i det væsentlige maa hente Maalet for sin Opdragelse ud af sin egen Natur,