Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

FØLELSESLIVETS OPDRAGELSE. 203 med Indsigt i Sprogets og Sprogenes Natur, søge Formen for den rette Tilegnelse deraf. Som Forestillingerne i Sproget have fundet Vejen opad til Klarhed og udad til Upersonlighed, saaledes føres de ogsaa nedad til en Dunkelhed, i hvilken de endnu ikke ere bievne bevidste, og indad til en Inderlighed, i hvilken de ere bievne en Tilstand i Personligheden, og her ere vi ved det hemmelighedsfulde Rige, der bærer Følelsens Navn. Følelserne, de uvilkaarlige Tilstande i Menneskesjælen, ere Drift- eller Forestillingslivets Reflekser i Sjælehelheden, saa at sige de Svingninger, der gennemsitre den ud fra Driften eller Forestillingen som Svingningspunkt. At Følelserne som saadanne klingende Akkorder stemme paa rette Maade med Betydningen af det, der fremkalder dem, er Tegnet paa deres Sundhed og Alvor, og Evnen til at sætte dette Strængespil i Bevægelse og gribe stemmende ind, hvor det ikke har den rette Klang, er en Hovedside af Opdragelsens Kunst. Da nu alle disse Livsvirksomheder danne et sammenhængende Hele, et Væv af Kræfter, der stadig omsættes i hinanden, saa bliver der bestandig en Mulighed for ad dobbelt Vej at paavirke hver enkelt Gruppe af sjælelige Livsytringer: enten ved direkte at stile løs paa den eller ved indirekte igennem det øvrige Sjæleliv at faa den i Tale. Meget af hvad der hos et Barn træder frem som Unoder fastslaas saaledes tit som positive Fejl én Gang for alle i Barnets Karakter, fordi man bruger den direkte Fremgangsmaade i Steden for den indirekte, men vilde derimod af sig selv være fordampet og faldet bort, hvis man uden ligefrem at kæmpe derimod havde arbejdet paa at løfte Barnets hele Udvikling et Trin i Vejret. Et Barn kan f. Eks. saa længe høre Irettesættelser for sin Forfængelighed,