Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

204. INDIREKTE OG DIREKTE PAAVIRKNING. at den bilsidst er det en given Sag, som det slaar sig til Ro ved, „enhver har jo sin Skavank, det er nu min“. Den Refleksion, Irettesættelserne har vakt, har været som et Redskab til at bore Fejlen dybere ind, medens man, hvis man havde nøjedes med at give Barnets Liv et Indhold, hvorom dets Kræfter og dets Opmærksomhed kunde samle sig, vilde have ledet denne bort fra den stadige Sysselsættelse med dets eget Jeg. Det samme finder naturligvis Sted, hvor der er Tale om en positiv Indgriben; hver Gang f. Eks. de intellektuelle Evner vokse ved en Interesse, som de paagældende Problemer har vakt hos den, der arbejder med dem, saa er det jo Følelsen og Viljen, der ved et Tryk fra neden har drevet Forstandsvirksomheden et Stykke højere op. Hvorledes Opdragelsen altsaa maa skifte Sol og Vind imellem de to Fremgangsmaader og slynge sig snart ad direkte, snart ad indirekte Veje hen imod sit Maal, er et Punkt, hvorpaa Opdrageren maa have sin fulde Opmærksomhed henvendt. Men ogsaa i en anden Betydning bliver der Anledning til at stille en direkte og en indirekte Opdragelse over for hinanden. Den direkte Opdragelse er da hele den Virksomhed, der frembringer det samlede Indbegreb af kunstige Opdragelsesmidler, alle de Institutioner, Metoder og Apparater, der kun ere bievne til for Opdragelsens Skyld, medens den indirekte Opdragelse bestaar i alle de udviklende Indflydelser, for hvilke Barnets Deltagelse i det virkelige Liv udsætter det, og som, valgte og ordnede af Opdrageren, give ham et Vaaben i Hænde, der tit naar dybere ind, end han kan komme med alt, hvad han kunstig har udtænkt. Paa dette Omraade bliver hans Rolle væsentlig at øve den Kritik, i Kraft af hvilken Barnet holdes borte fra alt, hvad