Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

PÆDAGOGISK KRITIK. 205 der kunde eller maatte gribe forstyrrende ind i dets Barneliv, enten ved for tidlig at sprænge den Form, hvori dets Livsindhold naturlig ytrer sig, eller ved at øve et Tryk paa Barnet, der holder det unaturlig nede. Livets forskellige Forhold maa Opdrageren da underkaste en kritisk Revision, ved hvilken han vejer dem i Forhold til Barnets Modtagelighed og Fordøjelsesevne. Han véd altfor vel, at Indtryk, der for tidlig ville gøre sig gældende, let kunne forspilde ogsaa al senere Virkning, og at Problemer, som der i Utide famles ved, derved let kunne forkvakles én Gang for alle, ligesom han omvendt véd, at der er Indtryk, som netop skulle tilegnes paa et bestemt Udviklingstrin for at kunne faa den rette Duft og Farve til deres blivende Eje. Og navnlig indser han, at han som Opdrager staar lige over for de mange Begyndelser i det menneskelige Sjæleliv med den Opgave at sørge for, at de komme til at gaa for sig paa rette Maade, saa de første Indtryk ikke lægge en falsk Grund til det senere Liv og maa uclryddes igen, før Barnet for Alvor kan komme videre. Han husker paa Comeniuses Ord: „Smaa Børns Forstand, der først er i Færd med at udvikle sig, er lig et Voks, der bevarer det Seglbillede, der først trykkes i det, og naar det er blevet haardt, ikke uden Vanskelighed, ja kun ved Vold kan modtage et andet Indtryk, og selv da bliver det aldrig rent og glat. Og dog er atter her en Forskel; ti Vokset kan jo smeltes og blødgøres, saa at det første Indtryk svinder bort, men at vor Hjærne igen skulde lade fare, hvad den én Gang har optaget og fattet, dertil er intet Middel for Haanden. Ingen Kunst eller Metode kan optænkes, hvorved et Menneske kan udslette, hvad