Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

INDERNE. 9 maalet for og Indholdet af al denne kunstig kontrollerede Undervisning er en vis snæver praktisk Forstandighed og en vis ydre Kunstfærdighed, begge erhvervede gennem mekanisk Eftergøren og Husken. — — III. En videnskabelig Betragtning bliver ikke staaende ved det enkelte, løsrevne Fænomen, men søger Sammenhængen. Naar man har set den personlige Udvikling hos Kineserne spændes ind i en forstenende Tvang og Afretning, der ]od de smaaligste Forskrifter for enhver Livsytrings Form kvæle den personlige Følelse, og det aandelige Liv dødt krystallisere sig i en abstrakt Forstandighed, hvori Fantasiens Virkekraft frøs bort, saa vil man sikkert gaa over til at se den samme asiatiske Ejendommelighed, Personlighedens Fornægtelse, gøre sig gældende ad modsat Vej hos Inderne, idet Livets bestemte Former smeltes for dem af en panteistisk drømmende Længsel efter det jordiske Livs Forsvinden i det guddommelige, og den fantastiske Personliggørelse af alle Livskræfter drager Folkets Sans bort fra den historiske Virkelighed. Medens „Kineseren opdrages til det praktiske Liv,-1 siger Wuttke, „opdrages Inderen til det ideelle, til Himlen ligesom hin til Jorden; Kineseren opdrager sin Søn til at komme frem i Verden, Inderen sin til at komme ud af Verden, hin opdrager ham til Borger, denne til Præst, hin til at virke, denne til at vide; hin lærer ham Statsloven, denne Guddommens Væsen, hin fører ham ind i Verden, denne ud af Verden ind i sig selv; hin lærer ham at erhverve og nyde, denne at tigge og forsage.“ Lærerens, den aandelige Faders, Forhold til Barnet stilles hos Inderne over den