Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

220 SKOLER. paagældende Fænomeners Henførelse til almene Naturlove frembringer, paa den anden Side at vælge sit Standpunkt i noget forlængst afsluttet og formet, i et Livshele, der, idet det danner en selvstændig Paragraf i det verdenshistoriske Udviklingssystem, samtidig er en Indledningsparagraf til det efterfølgende. En anden Forskel staar i Forbindelse hermed: Realskolen virker i Hovedsagen ved et Dannelsesstof, der som Kundskabsmasse finder sin umiddelbare Anvendelse i den for Haanden værende Virkelighed og for saa vidt direkte stiller sig under den praktiske Nyttes Fane; den lærde Skoles væsentlige Undervisningsmidler stille sig i et indirekte Forhold til det virkelige Livs øjeblikkelige Krav og forberede Tilfredsstillelsen af dem ved at give visse Evner og Kræfter i Mennesket deres Form og aabne Blikket for det typisk menneskelige. Hermed hænger Spørgsmaalet om realistisk og formalistisk Dannelse sammen; et Spørgsmaal, man maa have paa det rene for at kunne bestemme hver af de to Skolers særlige Væsen og Værd. Maaske Undersøgelsen vilde føre til at udviske den skarpe. Grænse mellem realistisk og formalistisk og slaa det realistiske fast som den nødvendige Forudsætning for den sunde Formalisme, det formalistiske som den naturlige Følge og Fuldendelse af det realistisk tilegnede. Selve den lærde Skoles Grundtanke, Tanken om det udviklende ved Forholdet til en klassisk udmejslet historisk Tidsalder, slaar jo en Bro mellem det formelle og det reale, idet dens Undervisning, sproglig, som den er, derved tillige bliver litterær og kulturhistorisk, det vil sige fører over fra Sproget som den kunstnerisk udprægede Form til Forestillingerne som denne sproglige Kunstforms levende Indhold og til den historiske Baggrund