Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

LÆREREN. to ro iw den og bragt den i Former, der gøre den skikket til at modtages og tilegnes. Lærerne ere altsaa Skolens levende Støtter eller rettere dens virksomme Organer. Som Legemet er Indbegrebet af alle sine Organer, saaledes er Skolen intet uden sine Lærere. At Læreren virker gennem en Skole, vil kun sige, at hans Virksomhed gør Fordring paa at have mistet Tilfældighedens Karakter og lægger an paa at gennemføre en Plan, der sætter ham i Stand til at samle flere Disciple om den samme Opgave. Men paa en saadan Maade under Opfattelsen af sin Virksomhed som et Kald at forvandle den til en Kunst er ikke den første den bedstes Sag. Idet her foreligger en særegen Opgave, maa der ogsaa være særegne Betingelser tilstede, for at den kan lykkes. Disse Betingelser samle sig nu i Følge Sagens Natur i to Punkter, dels det Kundskabsstof, der skal meddeles, dels den Maade, hvorpaa det meddeles. Hvor en Lærer mangler fast Grund at staa paa i nogen af disse Retninger, spiller hans Virksomhed Fallit. Tilfældet maa derfor ikke have Lov til at raade over, hvem der bliver Lærer; Alvoren kræver, at Lærerdannelsen bliver Genstand for en grundig pædagogisk Overvejelse. Lige saa lidt som „en halvstuderet Røver“ kan gøre Fyldest som Lærer, eller den helt uvidende, selv om han har nok saa stor Meddel elsesevne, kan meddele, andre Kundskaber, lige saa vel maa den gængse Forveksling af en Videnskabsmand og en Lærer sættes i sit rette Lys, og den uklare Begejstring, der tror om sig, at den selv uden nogen som helst omhyggelig Forberedelse er ét og alt og nok for en Lærer, vises til rette. Vi komme altsaa til Tanken om en Opdragelse af selve Opdrageren, en Læretid for selve Læreren, i hvilken han kan leve sig ind i sin Opgaves