Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

230 UNDERVISNINGENS METODE. skal meddeles, og det Individ, til hvem det skal meddeles. Hvor dette sidste Hensyn ikke smelter sammen med det første, dér kan Metoden maaske være den videnskabelig, men ikke den pædagogisk rette. Naar Lærere, der i Hovedsagen ere Videnskabsmænd, trods deres videnskabelige Dygtighed ikke altid høste saa lønnende Frugt af deres Arbejde som andre, der ingen egentlig videnskabelig Dannelse have, men væsentlig ere Pædagoger, saa ligger Aarsagen til, at det dybere Indblik i Tingen ikke sejrer i Væddekampen, deri, at Hensynet til Sagen trænger Hensynet til Personen tilbage, at Læreren tænker med sine egne videnskabelige, øvede Tanker, for hvilke Æmnets Vanskeligheder ved første Blik fordamper, og ikke med sin Discipels util-slebne og urustede Tanker. Den pædagogiske Metode er som et Sold, i hvilket man hælder al Verdens Kundskabsstof; kun det, som er i Stand til gennem Soldets Huller at finde Vej fra den videnskabelige Gransknings Mestere, der har fyldt Soldet, til Barnet, der staar neden under for at modtage, er det rette og virkelige Stof for Undervisningen. Men medens det saaledes er Metoden, der giver Stoffet Rang som „kvalificeret“ Stof, saa bliver samtidig paa omvendt Maade Stoffet lovgivende for Metoden. Maa Barnets Ret ikke fornægtes, saa maa lige saa lidt Kundskabens Ret fornægtes. Skal Barnet faa et klart forstaaet Indhold og eksakt udviklede Evner igennem Undervisningen, er det netop ved, at det forskelligartede Stof træder op med sin Ejendommeligheds hele Kraft og trykker sit Bomærke paa den Metode, hvorefter det tilegnes. Saa vil Arbejdet øve Aandens Muskler og gøre dem baade smidigere og fastere. Det æstetiske Spørgsmaal om Forholdet mellem Stof og Form træder op her i pædagogisk Forklædning