Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

234 UNDERVISNINGENS HOVEDÆMNE. Tropper kan det stille i Marken baade i den indre Kamp, hvorigennem Individets egen Udvikling finder Sted, og i den ydre Kamp, hvorved det hævder sig selv over for sin Omverden. For Mennesker, som jo ikke kan naa op over Menneskelivets Tinder, ikke „strække sig længere, end Skindet rækker“, er Menneskelivet paa én Gang den mangfoldigst sammensatte og den højeste Verden, hvorigennem dets Forestillinger om Livet kan blive retledede. Her maa Undervisningen altsaa faa sit Hovedærerne. En pædagogisk Gennemtænkning maa da ordne det^brede og dybtgaaende Stof saaledes, at det lægger sig i de rette Lag og fremviser Mennesket i dets forskellige Funktioner, som zoologisk Art, som Eolkerace med dens Underafdelinger, som psykisk Enkeltpersonlighed og som Samfundsvæsen. Det bliver et naturhistorisk, et etnografisk, et historisk, et biografisk og et socialt Lag i Fremstillingen af Menneskelivet. Og eftersom Menneskeaanden kaster sit Indhold ud fra sig som en spejlbilledlig Selvkarakteristik i skarpt udprægede, levende Former, i Religion, Kunst og Litteratur, saa maa Undervisningen ogsaa her finde Æmner at slaa Rod i, før den har sagt sit sidste Ord. Alt det typisk enkelte maa bindes til en Buket med det heles Duft og Farve og sammenholdt ved en af Indsigt i dets Sammenhæng tvunden Traad. Ti at være orienteret vil sige: lige over for hver enkelt Genstand at kunne bestemme dens Plads i det større Hele. Men idet vi nu have betragtet Undervisningsstoffet fra den Side af det, der er vendt hen imod Livet og Kendsgerningerne, saa frembyder det i umiddelbar Sammenhæng dermed en anden Side, der peger hen imod Disciplen og hans Evner. Hvis hans Aand