Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

INDERNE. 11 Nærheden, skal Disciplens Sæde altid staa lavere; naar hans Lærers Øie kan iagttage ham, maa lian ikke sidde tankeløst og magelig. Han maa aldrig nævne sin Lærers blotte Navn, ikke engang i hans Fraværelse, heller aldrig eftergøre hans Gang, hans Tale og hans Væsen. Gøres der nogensteds falske, bagtalende eller misbilligende, om end grundede Bemærkninger om hans Lærer, skal han holde sig for Ørene eller gaa sin Vej.“ „Dadler Disciplen sin Lærer, selv om det er med Føje, vil han ved Fødslen blive til et Æsel; bagvasker han ham falskelig, til en Hund; bruger han hans Sager uden Tilladelse, til en lille Orm; misunder han ham hans Fortjenester, til Utøj.“ Selv naar Læreren er død, skal Taknemmeligheden mod ham ytre sig. „Disciplen skal for Livstid understøtte hans dydige Søn, hans Enke eller Slægtning paa fædrene Side med samme Agtelse, som han har vist den afdøde.“ Otte, atten eller seksogtredive Aar bo de, som drive Studierne for Alvor, hos deres Lærer. „At lære og forstaa Vedaen, at indsamle guddommeligt Kendskab til Loven og Filosofien, at øve fromme Bodsøvelser, at behandle sin naturlige og sin aandelige Fader med Højagtelse,“ det er Visdommens Sum og Midlerne til gennem kontemplativ Erkendelse og bodsøvende Askese, der tit antager eventyrlig fantastiske Former, at løfte sig op over Menneskelivet, at frigøre sig for Tilværelsens Lidelser og brydende det endelige Jegs Grænser at synke ind i det guddommelige Alliv. Men denne højeste Livsvisdom, dette reneste Udtryk for Menneskelivets Opgave er forbeholdt Bramanem.es Kaste, som er skabt af Bramas Hoved og derfor staar den guddommelige Hellighed nærmest. Hvad Familiens og Statens patriarkalsk raadende Overhoved var for Kineserne, det er Kasten og dens Re-