Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

238 METODEN SOM BEGRÆNSENDE KRITIK. er det poetiske Princip i Undervisningen, for saa vidt som den i Lighed med Poesien stiller Disciplen over for Livets egen ubeskaarne Skikkelse og som Poesien taler til Sanserne og til Indbildningskraften, har jo ved Siden af sig Undervisningens filosofiske Princip, Tanketil-egnelsens Princip ved Siden af Fantasitilegnelsens. Som Principper maa de begge være allestedsnærværende i Undervisningen. Metoden angiver, i hvilken Skikkelse de kan gøre sig gældende paa hvert Tidspunkt og paa hvert Omraade. At de mange enkelte Træk, hvoraf Undervisningen i Begyndelsen maa bestaa, opfattes levende, er det første Skridt. At de- vokse sammen til et fyldigt og helt Billede, som uden nogen Refleksion sætter sig fast i Indbildningskraften, er det andet Skridt. At der af dette Billede udsondres visse almindelige Forestillinger, figurlig talt paa samme Maade, som Fyrretræet udsveder sine Harpiksdraaber, er det tredje Skridt, i hvilket det aandelige Liv føres ud over den blotte Betagethed af det enkelte. Denne Udviklingens Vej følger Metoden og bliver derved en kritisk begrænsende Magt, der sørger for, at Undervisningen, idet den arbejder paa at udvide Evnen til aandelig Tilegnelse, i ethvert givet Øjeblik dog kun bygger paa de Muligheder til en Forstaaelse, der allerede ere tilstede. Saa-ledes bliver Metoden Udtryk for, at visse Genstandes ejendommelige Egenskaber paa rette Maade og i sammenhængende Række ere smeltede ind i og om til de dertil svarende Evner hos Disciplen. Men denne Metodens blot intellektuelle Side peger ud over sig selv. Det menneskelige Sjæleliv kan jo nemlig ikke udskilles i saadanne parallele Enemærker, der løbe ved Siden af hinanden, hvert fra sit Udgangspunkt, uden at berøre eller paavirke hinanden. En