Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

240 UNDERVISNINGEN OG LYSTFØLELSEN. passende Bevægelse, hverken overvældes ved for plumpe og voldsomme Greb i Strængene eller slappes ved en altfor mat Klirren imod dem. Idet Evnernes Spændkraft vokser, kræves der altsaa bestandig andet og mere for at kalde Lystfølelsen frem. Hvor Metoden i intellektuel Henseende har valgt det rette, er imidlertid Grunden allerede lagt. De Forestillinger, der svare til Barnets aandelige Udviklingstrin, ville vække dets Glæde, naar de afvejes til det i det rette Kvantum; men Lærernes personlige Forhold til denne lykkelig grebne Metode maa sætte Kronen paa Værket. Ti det er en Betragtning, der ikke maa overspringes, at Metoden jo ikke er til som et Væsen for sig, en Fejltagelse, hvori de, der ere optraadte med en Universalmetode, tit ere løbne vild, men at Metoden først bliver til, idet den anvendes, omtrent som visse Slags Skuespil først blive til, idet de spilles. Der maa en Skuespillerpersonlighed til at bære Rollen, og der maa en Lærerpersonlighed til at bære Metoden. Forholdet mellem det upersonlige og det personlige, i hvis saa at sige kemiske Forbindelse den virkeliggjorte Metode bliver til, maa da bestemmes. Naar Lystfølelsen faar sin rette styrkende Næring, bliver den stadig Udgangspunkt for ny aandelig Virksomhed; derfor udspringer Flid med en vis naturlig Konsekvens af Interessen for Undervisningen. Hermed ere vi komne over paa Viljens Omraade, og dens energiske Tilstedeværelse kræves, naar det skal blive til Alvor med Tilegnelsen af Undervisningsstoffet. Hvorledes man skal faa Fliden vakt og vedligeholdt, har været Genstand for mange pædagogiske Eksperimenter, og for des flere, jo fjærnere Tidsalderen har staaet fra den Tanke: i Lysten at tænde den naturlige Ild under