Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

VILJENS VÆKKELSE VED UNDERVISNINGEN. 241 Viljens Kedel. Medens man skulde have ladet Hensynet til selve Undervisningen være Viljens Drivkraft, for at netop Undervisningen kunde blive dens højeste og egentlige Genstand, har man berøvet Undervisningen alle de Egenskaber, der kunde gøre dette muligt, ■og til Gengæld ægget Viljen ved kunstige Pirringsmidler, ved Belønninger og Straffe, der i og for sig intet havde med Undervisningen at gøre, og ved hvilke det tit var de mindre ædle Sider af Disciplenes Natur, Ærgerrigheden eller Forfængeligheden, man henvendte sig til. Man var ikke langt fra, efter Rousseaus stærke Udtryk, at lade en Last, som Skinsyge, Misundelse, Frygt o. 1., følge med i Tilgift ved hver Kundskab, man indpodede et Barn. Hvor man i Virkeligheden har behandlet det intellektuelle og det moralske Liv, som om <ie vare to Vægtstangsender, af hvilke den ene nødvendigvis maa synke lige saa dybt, som den anden skal stige højt, dér er det indlysende, at ingen alvorlig pædagogisk Overvejelse kan være gaaet forud; de Teorier, som have medført et saadant Resultat, maa have manglet baade den fornødne psykologiske og moralske Ballast. Saa gælder det altsaa om at indanke Sagen for den rette videnskabelige Domstol og lade For og Imod krydse hinanden med Hensyn til hele det System af Midler, hvorved man har villet virke vækkende ind paa Viljen og Fliden. Enhver vil let se, hvor meget f. Eks. den Yndlingsspore, man benytter sig af ved Undervisningen, Karakteren for den daglige Præstation, trænger til at efterses og vurderes i Overensstemmelse med sine virkelige Følger. Enhver Gruppe indre Kendsgerninger kræver sin ydre Form. Her, hvor der er Tale om at stille det hele Sjæleliv bag ved den intellektuelle Udvikling baade H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. III. 16