Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

246 PÆDAGOGIKKENS PLADS. haanden fordoblet sig til en Teori, som saa til sine Tider har staaet for den praktiske Opdrager som et Fata Morgana, der tronende højt oppe i Skyerne kun formaaede at afspejle Virkeligheden paa Hovedet. Paa samme Maade har al Videnskab til sine Tider staaet for de utaalmodige praktiske Aander som et Hjærnespind, der kun gjorde, sine Indehavere fremmede og ubehjælpsomme paa Jorden. Men efterhaanden som Videnskaben steg ned fra de luftige Højder, til hvilke den havde maattet stige, for at de menneskelige Aandskræfter kunde lære at bevæge sig frit og føle deres Evne til selvstændig Flugt; efterhaanden som de saaledes forberedte Kræfter mættede sig med det jordiske Stof og viste sig i Besiddelse ikke blot af en gold Viden, men af en frugtbar Magt, tiltvang Videnskaben sig Anerkendelse som Føreren, der ledede til en gradvis voksende Forstaaelse af Sammenhængen, af Aarsager og Virkninger, paa Livets enkelte Omraader, og som Hjælper til, langsomt at sammensmelte denne adskilte Viden til en Forstaaelse af det hele Liv. I Rækken af de Videnskaber, der har valgt et særligt Livsproblem til Genstand for deres Undersøgelse og paa Grundlag af al Videnskabs faste Forudsætning, Erfaring og Iagttagelse, søger at sammenarbejde deres Stof til et af en klar Grundtanke gennemlyst Hele, stiller Pædagogikken sig. Den hviler som al Videnskab paa Tanken om en Nødvendighed og arbejder med paa Forstaaelsen af det store Problem, hvori det videnskabelige møder det religiøse: at Friheden har sin Rod i Nødvendigheden. Naar Tidsaldere, i hvilke den pædagogiske Bevidsthed var lidet udviklet, har maattet nøjes med at lade Opdragelsen voldgives til den uforstaaede Nødvendighed, der for Menneskers Øjne træder frem som Tilfældighed