Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

PÆDAGOGISK TANKESTOF. 13 om et bestemt Midtpunkt, hvorigennem Kinesernes Liv er blevet stereotyperet, og han vil kunne rives med af den romantiske Længsel, hvori Inderne lade Fantasien flagre ud over al Tidens og Rummets Begrænsning og spille Bold med alle Virkelighedens faste Former. Hvad han er bleven Vidne til, bliver saaledes til et i stor Stil udmalet Sindbillede paa noget, der foregaar i hans egen Sjæl, og som han nu blot ser gennemført med Historiens strænge, herskesyge Konsekvens. Og naar han i sin egen Tidsalder paa den ene Side ser For-standstørhed indsnævre det personlige Liv og kvæle den overlegne Tanke og den selvstændige, handledygtige Vilje, paa den anden Side ser Fantasiherredømme dele og sprede baade Aandens og Hjertets Kræfter til Skade for en sand Forstaaelse af den sande Virkelighed, saa mindes han paa ny Kineserne og Inderne og takker dem, fordi de har været ham en Lære. Men er det ikke blot almenmenneskelig Dannelse, han ønsker, er det Opdragelsen, han særlig vil have Klarhed over, saa træder ogsaa dens G-rundforhold ham paa ejendommelig Vis i Møde hos de to Folk. Hos det ene ser han Opdragelsen naturbestemt som Forholdet mellem Fader og Søn, hos det andet ser han den aandelig bestemt som Forholdet mellem Lærer og Discipel. I første Tilfælde bliver paa Opdragerens Side Magten det afgørende Synspunkt, i andet Tilfælde Visdommen; men fordi Personlighedsbegrebet endnu ikke er dukket frem og blevet anerkendt, kræver Magten af den, der skal opdrages, kun blind Lydighed, Visdommen kun passiv Selvhengivelse. Ikke sandt, der ligger pædagogisk Tanke-stof skjult i den simple historiske Beretning, Betragtningen deraf kan nok udvikle den, der har gjort Opdragelsen til sit Livs Gerning?