Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

DEN JØDISK-KRISTELIGE OLDTID. 15 skelige Personligheds Slægtskab med den guddommelige gøre sig endnu stærkere gældende og væsentlige Skranker mellem Menneskene derved sønderbrydes. Den nationale Guddom bliver til en almenmenneskelig Guddom, hvis Træk derfor ikke blive saa individuelt energiske som tidligere; det ny Testamentes Gud træder ikke paa den Maade handlende frem som det gamles. Men for den kristelige Opfattelse, som den erobrer Middelhavslandene, udvider Kristusskikkelsen sig nu saaledes, at den optager den hele Menneskeslægt i sig, idet Kristus for det første bliver den fælles Forløser, i hvem Gud for hvert enkelt Menneskes Skyld er stegen ned paa Jorden -og det er jo den højeste Anerkendelse af Personligheden —, dernæst bliver dens paa én Gang guddommelige og menneskelige Udtryk, Forbilledet for al Menneskelighed, den ideale Personlighed, der adler hver menneskelig Personlighed, som forholder sig til den paa rette Maade. Paa rette Maade. Ti samtidig med at Personligheden saaledes anerkendes, saa oversaves de Naturpiller, paa hvilke den hviler, og der sættes en uopløselig Splid mellem overnaturlige og naturlige Elementer i den. Personligheden bliver ikke ud fra sig selv nogen Enhed, har ikke sin Lov i sig selv, finder ikke sin Frihed hos sig selv; kun igennem en Tro, den ikke selv er Herre over, løftes den op over sig selv. Saa bliver da den igennem Troen forløste Personlighed den eneste anerkendte Personlighed; det religiøse mødes ikke i sit Centrum med det humane. Men da denne Opfattelse havde forplantet sig ned igennem Tiderne som den europæiske Middelalders aandelige Hovedsum, mødtes den med en Strømning, der udgik fra den sydeuropæiske klassiske Oldtid. Ægypterne havde i sig sammenfattet Asiens Aands-