Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

16 GRÆKERNE indhold, forbundet Indernes fantastiske Guderigdom med Persernes tvedelte Gudeprincip, og disses historiske Sans med Kinesernes praktiske Færdighed, men deres højeste kunstneriske Udtryk for Menneskelivet var det gaadefulde Dobbeltvæsen Sfinksen, hvori det menneskelige endnu kun ligesom drømmende, derfor som Kvinde, vokser ud af det dyriske. Men da Kulturen fra Middelhavets Øst- og Sydkyst træder i Land paa Europas Jordbund, da gaar det, som det tit er blevet sagt, at i Grækenland gættes den ægyptiske Sfinkses Gaade. Grækernes Guder ere Menneskeskikkelser, ikke, som Ægypternes, Dyr og Mennesker, ikke, som Persernes, dualistisk delte, ikke, som Indernes, med Guddomskraften betegnet ved blotte fysiske Attributter, Almagt og Visdom f. Eks. ved Mængden af Arme og øjne, men præget i det aandelige Udtryk. De staa i deres ungdommelige Skønhed som Sindbilleder paa Grækernes Menneskeideal, saaledes som det fremtræder i „Akilles, den poetiske Yngling, ved Begyndelsen, og Aleksander, den historiske Yngling, ved Slutningen af den græske Nationalhistorie“. Man kunde maaske sige: Grækerne har opdaget Mennesket som individuel Organisme, om det end efter græsk Tankegang og Talebrug bliver et andet Udtryk, der bruges derfor. Grækerne har opdaget Mennesket som et Indbegreb af Kræfter, ved hvis Sammenspil det blev til et levende Kunstværk; men Organismens Ide er jo netop Kunstværkets Ide anvendt paa det levende. Det er de ioniske Grækere, hos hvem dette Menneskekunstværk rigest blomstrer: ingen Side af de naturlige Menneskeevner ligger udyrket; Poesi og Kunst, Historieskrivning og Filosofi, Statsmandsdygtighed og Talekunst, Vaabenfærdighecl og Legemsherredømme staa ved Siden af hinanden som Frugter af disse Evners naturlige