Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

RENÆSSANCEN. 17 Vækst, og den hele Tilværelse spejler sig i denne Individernes sunde Harmoni. Verden bliver som Kosmos et Skønliedshele, Filosofien bliver i sin mest ægte græske Repræsentant, Platon, en Skønhedsfilosofi, bunden til den digteriske Forestilling, Moralen bliver en Skønheds-moral, i hvis højeste Begreb, det gode er smeltet sammen med det skønne. Denne frie umiddelbare Leven i sine Evners Fylde og i Brugen af sine Kræfter, denne Vandren gennem Livet med dets friske Luft pustende i alle Sejl, den er det, som giver den klassiske Tid i Grækenlands Historie dens Præg; det naturlige Menneskeindivid i den ureflekterede Harmoni mellem Aand og Legeme og derfor lige stolt over Legemets Styrke og Smidighed og over Aandens frugtbare Kraft har Grækenland stillet op for Efterverdenen som en Marmorstatue, udhugget- af dets største Kunstner, selve den skabende Folkeaand. Og da den græske Oldtid i Aarhundreder havde været saa godt som glemt, saa brød paa ny dens Bølger ind over Europa, efter at den romerske Oldtids Skrifter havde banet Vejen, og krydsede den middelalderlige Kirkes Forestillinger. Atter svulme Individerne i Følelsen af deres Livskraft, Strømmen i dem skummer over sine Bredder, Forkynderne af Oldtidens Evangelium vandre fra Sted til Sted og samle Dannelsens Aristokrati om den klassiske Stil og den klassiske Filosofi, Videnskaben higer og drømmer, Kunsten iagttager og former, Livet bliver til en fantastisk Fest. Individet, som Middelalderen igennem har kæmpet med sit eget Livsindhold og fornægtet sin naturlige Ret, har paa ny sprængt sine Lænker. Og det er det andet Grundlag, Nutidens Dannelse hviler paa, om end den levende Omgang med Oldtidens Aander tit er trængt tilbage af et blot Kend- H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. III. 2