Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

18 DEN GRÆSKE KULTURS BEGRÆNSNING. skab til den ydre Form, hvori deres aandelige Liv udtalte sig, og om end Samlivet med det Folk, i hvilket den klassiske Oldtid skød sin Blomst, er stillet i Skygge af Syslen med det, hvis Dannelse kun var et Laan fra hint. En dobbelt Begrænsning havde den græske Udvikling haft: Individet følte sig kun instinktmæssig som en Enhed, men forstod ikke sig selv som saadan og gik til Grunde i Vilkaarlighed, da Trangen til metafysisk og psykologisk Forstaaelse af sig selv havde opløst den tidligere Naturharmoni; og Individet, som nød sin Frihed, var et i national og social Henseende aristokratisk Individ, der følte sig som Menneske i Modsætning til Barbaren paa den ene Side og Slaven paa den anden. En saadan Modsætning havde den kristne Middelalderkirke med sin absolutte Magt gjort sit til at udjævne, inden for Kirken vare alle naaede til de religiøse Menneskerettigheder og derved stillede lige; Reformationen havde i de Lande, hvori den sejrede, givet den individuelle Religiøsitet et større Raaderum ved at sprænge Kirkens overleverede Organisation, og det blev den nyere Tids Opgave dels at udvide denne religiøse Ligeberettigelse til en human og social, dels at arbejde med den individuelle Personligheds Begreb for at finde dens Centrum og bestemme dens Love, støttet til hele den rastløse Virksomhed, hvormed Tiden kraftigere og kraftigere har taget den samlede Virkelighed i øjesyn for igennem Iagttagelse og Erfaring at knytte dens Bestanddele sammen i videnskabelige Grupper. — V. Saaledes lægger den historiske Redegørelse Problemerne til rette for selve Pædagogikken, Opdragelses-