Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

PERSONLIGHEDENS BARNDOMSTID. ro endnu. ikke har udskilt sig i sine Forgreninger, endnu ikke leddelt sig, men hvor Følelseslivet f. Eks. kun ytrer sig som enkelte brede Grundfølelser, der ikke har den regnbueagtige Mangefarvethed, den Nuancerigdom. i hvilken den enkelte Følelse, som Glæde eller Sorg, er i Stand til at spille hos det kultiverede Menneske, og hvor Fantasiindtryk, Virkelighedsindtryk og Tankepro-dukter endnu gennemtrænge hinanden i indbyrdes Afhængighed. Mennesket tænker da endnu ikke i egentlig Forstand, fordi Tanken endnu ikke har naaet sin ejendommelige, almene Form; det iagttager strængt taget ikke, om det end faar levende Sanseindtryk, fordi Virkeligheden endnu ikke er bleven til i dets Bevidsthed som Genstand for det; det digter ikke, i aandelig Betydning, fordi Poesi og Virkelighed løber sammen for det; men det væver det religiøse og det filosofiske, det kunstneriske og det historiske sammen i mytiske Forestillinger, der som et frugtbart og uklart Kaos bære et Folks fremtidige Aandsliv i sig. Efterhaanden faa Spirerne i dette Kaos Form, Aandskræf'terne løse sig fra hinanden og hævde deres Selvstændighed for igennem Strid med hinanden paa ny at arbejde sig sammen, Tanken med Følelsen, Religionen med Filosofien, Kunsten med Virkeligheden. Og naar Oldtiden i det store taget er den fredelige Blandings Tid, saa er Middelalderen derimod Menneskenaturens Stridstid med indre og ydre Spænding og Splid og derfor en saa febersyg, paa én Gang saa farverig og saa gold, saa heroisk og saa afmægtig Tidsalder, medens Nutidens Retning igen gaar hen imod Ligevægten, den udviklede Ligevægt mellem klart begrænsede og gensidig anerkendte Livselementer. Naar Opdrageren staar lige over for denne store kulturhistoriske Stofmasse, saa er det ikke som en særlig