Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

OPDRAGELSESIDEERNE. 23 og saaledes som de til de givne Tider udspringe af Livet. Ti man vilde her synde lige saa meget mod Historien ved at lade den historiske Udvikling være Opdragelsesideens Selvudfoldelse alene, som den vilde gaa ensidig til Værks, der som Dramaets Historieskriver vilde lade alle de virkelige Skuespil danne en i sig selv hvilende Kæde, hvis enkelte Led stedse udelukkende havde udviklet sig af det fbregaaende efter den dramatiske Idés tvingende Lovbud, og glemte at paavise, hvorledes Skuespillet i enhver stor dramatisk Periode har staaet i en langt inderligere og mere levende Forbindelse med det Samfunds Sæder og Skikke, hvis Livstegn og Pryd det har været, end med det foregaaende Kapitel i Dramaets Historie. Shakespear kan til Nød forstaas uden Oldtidens klassiske Skuespil eller Middelalderens Mysterier, men han kan ikke forstaas uden det sekstende Aarhundredes engelske Renæssance. Saaledes ogsaa, hvor Opdragelsesideernes Historie skal skrives. Sammenhængen mellem dem er ikke altid en direkte Forplantning af dem og Udviklingen derfor ikke altid den enkelte, selvstændige Idégruppes indre Vækst. Naar Kineserne have gjort Opdragelsen til et Forhold mellem Forældre og Børn, Inderne mellem Lærer og Disciple, saa er det to Opfattelser, der fuldstændiggøre hinanden; men nogen direkte historisk Forbindelse er der næppe mellem dem; det er hos hvert af de to Folk ejendommelige Livstanker og Livsvaner, der det ene Sted har lagt Vægten paa den „naturlige“, det andet Sted paa den „aandelige“ Fader. Lad nogle Eksempler vise, i hvor forskellig en Form Opdragelsesideerne træde frem. Det gamle Hebræer folk, hvis Aandsliv er nedlagt i den Litteratur, vi sammenfatte under Navnet det gamle Testamente, maatte i Følge