Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

24 HEBRÆERNE. hele sin Ejendommelighed være særlig gennemtrængt af Opdragelsens Idé. Dets Historie havde jo efter dets egen Opfattelse været en Opdragelseshistorie, selve Jahve den strænge Opdrager, der havde ført sit udvalgte Folk til det forjættede Land. I Tordenen og Lynilden fra Sinai havde han udtalt denne Opdragelses Lovgivning, der genlød i Folkets Øren ned igennem Tiderne som en uomstødelig og uforanderlig Guddomsstemme. Alle Hebræernes semitiske Raceegenskaber, de negative som de positive, samlede Livet om denne ene aandelige Interesse. En Tænkning, der i filosofisk Sammenhæng Skridt for Skridt søgte at arbejde sig op til Tingenes første Aarsag og sidste Maal, fandtes ikke hos dem; forsmaaende den upersonlige Undersøgelse sprang de alle Mellemaarsager-nes sammensatte Kæde over for gennem den enkelte Kendsgerning at føle sig staaende umiddelbart over for den guddommelige Grundaarsag; og i Overensstemmelse med den hele Races stærkt udprægede Subjektivitets-trang formede denne sig til en lidenskabelig villende og handlende Guddomspersonlighed. Trangen til kunstnerisk at give Livsindtrykkene en plastisk Form havde ikke kunnet komme frem, saa længe Folket levede som Hyrder og i Undertrykkelse, og holdtes senere nede af det religiøse Forbud mod Billedkunst som Udtryk for det aandelige Livs højeste Indhold („Forbandet være den Mand, som gør et udskaaret eller støbt Billed, en Vederstyggelighed for Herren“1), et Forbud, der hang sammen med Driften til at føre alt bort fra Fantasiens Leg til det religiøse Viljelivs praktiske Alvor, og til at skyde de endelige Livsfænomener til Side uden at gøre dem til Genstand for granskende Iagttagelse, til ’) 5. Mos. 27, 15.