Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

MOSELOVEN. 25 igennem Tornebusken bestandig kun at høre Guddommens Stemme. Og saa lidt som Videnskab og Kunst kunde et egentlig politisk Indtryk fylde Folket, fordi det verdslige Samfund endnu ikke var blevet til og Statens Begreb ikke selvstændigt havde viklet sig ud af Folkets teokratiske Regeringsform. Naar den middelalderlige Undertrykkelses Aarhundreder have udviklet hos Folket en Evne til at gribe Virkeligheden med praktisk Fore-tagelsesaand og Skarpsyn og samle alle den endelige Fordels Trumfer paa sin Haand, saa staar denne Evne vel i Forbindelse med Oldtidsfolkets Mangel paa romantisk Illusionsliv, men er dog et senere fremskudt Lag i dets Natur. Saa bliver kun den praktisk religiøse Interesse tilbage, der stiller Folket over for dets G-ud og Herre og for den Lov, hvorigennem han, ordnende hele Livets brogede Indhold, lader sin Stemme høre. I Loven ere Synspunkterne for Livet én Gang for alle slaaede fast og Forklaringen given. Den Opgave, der bliver tilovers for Menneskene, er: handlende at føre Lærens Tanker over i Virkeligheden, og Bud og Forbud bliver den Meddelelsesform, hvori Jahve giver denne Handlen dens Rettesnor. Loven skal ikke drøftes, men følges. Naar den da ogsaa omhandler Opdragelsen, saa samler den ikke dens Formaal og Midler til noget Tankehele; den opstiller ikke almindelige Forudsætninger for at uddrage de særlige Konsekvenser; den vejer ikke Opdragelsens Problemer for og imod; men den udtaler som Lovbud visse store Grundsynsmaader, i hvis Aand Opdragelsen én Gang for alle faar sit stereotype Præg. „Ær din Fader og Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som Herren din Gud giver dig“1), ') 2. Mos. 20, 12.