Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

PLATONS „STAT“. 29 græske Ideer udsprungne Opdragelseslære skudt sin sammensatte og dog samlede Blomst. Og betegnende som Modsætning til Hebræernes Opfattelse er det, at hans Hovedværk om Opdragelsen, et Manddomsskud af hans Filosofi, netop hedder „Staten“. Medens hans tidligste Dialoger, i hvilke han endnu gik i sin Mesters, Sokratesses, Spor, kun sigte til at opstille Problemer, for gennem en Drøftelse kritisk at veje og vrage de falske Løsninger af dem uden at paapege positive Resultater, saa er det i senere Dialoger en positiv Lære, som Platon, - hvis Pietet stadig endnu gør Sokrates til Hovedtaleren, docerer gennem dennes Ord. Dialogformen med sin plastiske Udmaling af de samtalende Personer, der til sine Tider næsten forvandler Platons Skrifter til kunstfulde Dramaer, træder i Løbet af „Staten“ efter-haanden tilbage, indtil den mod Slutningen munder ud i en episk Myte, der sindbilledlig fastsiaar Samtalens væsentlige Formaal. Der er i Platons Skrift en vid Horisont for Opdragelsen; den er gjort til hele det ideale Stats- og Samfundslivs levende Centrum, Betingelsen for, at Staten kan virkeliggøre sin egentlige Grundtanke, Retfærdigheden. Platon, som var bleven født i Periklesses Dødsaar, og som i denne Statsmands Virksomhed saa den første Kilde til det ateniensiske Demokratis dalende Dygtighed, der stødte ham selv bort fra det politiske Liv, var rimeligvis allerede ved sin Opdragelse bleven paavirket af spartanske Sympatier. Og naar det ideale Samfund, han skildrer, er Frugten af Statens ubetingede Herredømme over Individerne, saa er denne strænge, faste Organisation den doriske Form for den almen-græske Opfattelse af Staten som den store Organisme, det store Individ, i hvilket det sædelige Livs Eordringer først for Alvor indfries, medens