Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

GYMNASTIK OG MUSIK. 39 og Musik for Sjælen“ havde fra Arilds Tid været den græske Opdragelses Motto, og i Aten havde disse dens to Grene baaret de rigeste Blomster. Platon hævder ogsaa deres Betydning og protesterer mod kun at tilkende Gymnastikken Indflydelse paa Legemet. Idet baade Erkendelsen og Iveren, baade den videbegærlige og den modige Del af Sjælen skal komme til deres Ret og de gensidig skal holde hinanden i Ligevægt, saa kommer Musikken og Gymnastikken hver paa sin Vis til at gribe ind i Sjælelivets Udvikling. Den, der kun dyrker Gymnastikken og sørger for sit Legeme, men forsager al Omgang med Muserne, vil ganske vist i Begyndelsen befinde sig vel, hans Tapperhed vil vokse med hans Mod og Selvtillid, men den Videbegærlighed, der ma<aske bor i hans Sjæl, og som hverken bliver vakt eller næret, vil nødvendigvis trænges tilbage, overdøvet og forblindet, og hans sanselige Iagttagelser vil ikke blive lutrede. Han vil ikke søge at overtale ved Ordets Magt, men som et Dyr sætte alt igennem med en vild og raa Kraft og miste al Takt og Ynde i sin Færd. Og den, der ensidig hengiver sig til Musikken, saaledes at han igennem Øret som gennem en Tragt lader sin Sjæl fyldes og overgydes af søde, bløde, klagende Toner, og snart jamrende, snart jublende tilbringer sit Liv under saadan Sang, vil ganske vist i Begyndelsen bøje det modige, der er i ham, ligesom Jærn og gøre det brugbart, medens det tidligere har været haardt og ubrugeligt; men bliver han ved at give sig hen og lade sig fortrylle, saa smelter og opløser han det, indtil han til sidst har bortsmeltet hele sit Mod og ligesom lammet Sjælens Spændkraft. Det naturlige Mods Raahed skal Musikken styre, saa det udvikler sig til Tapperhed, men ikke til Haardhed og Følesløshed; den filosofiske Naturs