Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

42 DIGTEKUNSTEN SOM OPDRAGELSESMIDDEL. Fabeldigterne maa finde sig i en kritisk Mønstring og kun de skønt digtede Fabler antages. Dem skal saa Ammei- og Mødre fortælle Børnene; og de maa ikke indjage Børnene en Skræk, som disse maaske aldrig faa ud af Kroppen igen, ved ufornuftige Fortællinger om, at Guder og andre overnaturlige Væsner gaa omkring i Forklædning ved Nattetide. Heltedigternes og Tragediedigternes Værker maa paa lignende Maade kritisk renses, før de kan være til Gavn ved Opdragelsen. Digtere som Homer og Hesiodos lade Guderne handle med menneskelige Lidenskabei'; saadanne Fortællinger maa forbydes. Selv om der kan ligge en dybere Betydning i dem, saa er et Barn dog ikke i Stand til at finde denne dybere Betydning, og en Yngling maa ikke høre, at det, naar han udøver en stor Uretfærdighed, ikke er noget ualmindeligt, men at de første og største Guder have gjort det samme. Derhos ere saadanne Fortællinger usande, fordi Digteren ikke i dem har skildret det guddommeliges virkelige Væsen, som er at være god, udelukkende Aarsag til det gode, enkelt og sanddru i Ord og Gerning, saa en Gud hverken selv forandrer sin Skikkelse eller bedrager andre ved Syner, Ord eller Tegn enten i Drømme eller vaagne. Det er det, som fra den tidligste Tid skal staa Børn for Øje, naar de tænke paa Guderne. Heroer og Helte kan dernæst ikke være de rette Forbilleder i Henseende til Selvbeherskelse og Sindsro, naar Digterne tillægge dem altfor voldsomme Ytringer af Fortvivlelse eller Glæde; bøje Jammerskrig og lange Klagesange maa lige saa vel som overvældende Latterudbrud banlyses fra Skildringen af dem, og hvad deres Voldsgerninger angaar, saa maa der aftvinges Digterne den Tilstaaelse, at Heroerne enten ikke have udøvet saadanne Handlinger eller ikke ere Gudesønner.