Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

DIGTEKUNSTEN SOM OPDRAGELSESMIDDEL. 43 Men begge Dele maa de ikke paastaa og overtale Ungdommen til at tro. Og hvad endelig selve Menneskelivet angaar, saa maa det forbydes Digterne at synge om, hvorledes mange ere uretfærdige og dog lykkelige eller retfærdige, men dog ulykkelige, hvorledes det er gavnligt at gøre Uret, naar man ikke bliver opdaget, og hvorledes Retfærdighed kun er til Bedste for en anden, men til Skade for selve Besidderen1). Det samme Hensyn, der udsteder Lovene for Digterværkers Indhold, maa ogsaa gøre sin Ret gældende lige over for Fremstillingsformen. Direkte gengivet Ord til andet, altsaa med Virkelighedens fulde Liv og Kraft, maa kun saadan Tale være, som den i Sandhed ædle og gode Mand vil brage, naar han skal tale. „Derfor“, siger Sokrates, „i Fald en Mand, der besad saa megen Visdom, at han kunde være alt og efterligne alt, kom til vor Stad og vilde foredrage os sine Digtninger, saa vilde vi vel vise ham den største Ærbødighed som en hellig, beundringsværdig og behagelig Mand, men tillige betyde ham, at en saadan Mand ikke findes og efter vore Love ikke bør findes i vor Stat, og derpaa vilde vi føre ham til et andet Sted, efter at vi havde overgydt hans Hoved med Salver og bekranset ham med Uld; vi ville derimod for Nyttens Skyld være fornøjede med den strængere, skønt mindre behagelige Digter og Fabelfortæller, der efterligner den fornuftige Mands Tale og foredrager, hvad han har at sige, efter de Grundregler, vi have fastsat“2). Ligesom Poesien maa bøje sig under Opdragelsens etiske Fordringer, saaledes ogsaa Tonekunsten. Harmoni og Rytme, d. v. s. Melodi og Takt, maa lyde de samme Love som Ordene, Tonerne ledsage; derfor IV. 188 f. 2) IV. 159.