Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

46 DEN HISTORISKE BAGGBÜND FOR PLATONS PÆDAGOGIK. umodne Sjæle, der have faaet en Forsmag paa den, bruge den som et Legetøj og som et Redskab for deres Modsigelseslyst, saa de ligesom smaa Hunde finde Fornøjelse i at nappe og tirre enhver, der kommer dem nær. De gendrive da saa længe alt, indtil de ende med selv ikke at tro noget som helst. Og dog adler Dialektikken den, der driver den for Alvor, idet han ved dens Hjælp stræber at erkende enhver Tings Væsen gennem Tanken og uden alle sanselige Iagttagelser og naa Maalet for, hvad der kan erkendes, den sidste Grund for alle de Forudsætninger, paa hvilke de andre Videnskaber bygge. Igennem en saadan fuldstændig og alsidig Dyrkelse af Videnskaberne skal Livets Højdepunkt naas. Den Lov og Orden, der allerede skal herske i Drengenes Lege, skal som Fornuftens Forhold til det gode bære Mandens Liv. Fra Meningen, der staar lige over for det vordende og derfor kun har det vordendes Liv, skal Menneskeaanden naa til Erkendelsen, der med det værende til Genstand har Del i dettes Guddommelighed og Evighed. Saaledes vil Platon gennem sin Stats- og sin Opdragelseslære genføde sin Tidsalder. Han har optaget i sig sine filosofiske Forgængeres modsatte Retninger og sammensmeltet dem med Udbyttet af sit eget Livs Studier og Erfaringer. Overalt mærker man den historiske Jordbund, af hvilke hans Tanker og Skildringer ere opvoksede. Spartas, Atens, Siciliens, maaske Ægyptens Stats- og Samfundsliv tegner sig i hans politiske og sociale Billeder. Græske og ægyptiske Opdragelsesformer samle sig i hans pædagogiske Korslag; fra Ægypten har han saaledes vistnok hentet Tanken om den tidlige Undervisning i Aritmetik og Geometri. Men alle disse forskellige Bestanddele ere gennemstrømmede af