Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

PLATON O& ROUSSEAU. 47 hans Idélæres levende Enhed.—Som Rousseaus to Tusind Aar yngre „Emil“ er Platons „Stat“ en Idealists polemiske Indlæg imod sin udartede Samtid; men de to Tusind Aars historiske Livsudvikling lægger sig for Dagen i de modsatte Poler, om hvilke Slægtens Frelse drejer sig hos de to Forfattere. Begge tyr de til Opdragelsen; men hos Platon træder Oldtiden os i Møde med Livets Sandhed virkeliggjort i Staten, hos Rousseau træder Nutiden os i Møde med sin Henvisning til de individuelle Kræfter. Og hos dem begge bliver Frelsen en Illusion, fordi de begge springe de historiske Forudsætninger over og bygge paa et Fortidsideal i Steden for paa et Fremtidsideal. Men medens Rousseaus Skrift ogsaa for saa vidt er Individualitetens Talsmand, som den polemiske Lidenskabs Stormpust jager gennem dets Stil og dets Tanker, saa staar Platons Skrift med et plastisk Kunstværks kølige Ro højt oppe over den personlige Lidenskabelighed som en med Tankens ubøjelige Koldblodighed gennemført Konsekvens af et Folks og en Tidsalders højeste Ideer. VIII. Vil man udpege et Punkt, hvori den ungdommelige Aand giver sig til Kende, der præger Platons Værker i -Modsætning til Nutidstænkeres Tankegang, saa kan man udhæve det højeste Maal, han stiller Videnskaben: at erkende enhver Tings Væsen gennem Tanken og uden alle sanselige Iagttagelser. I Nutiden vil man være tilbøjelig til at gaa lige den omvendte Vej og søge netop gennem saa omfattende sanselige Iagttagelser som muligt at naa til Tingenes Væsen. Ungdommelighedens Beruselse i sin egen Tankes gærende Vin er afløst af