Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

52 OPDRAGELSENS TEOBI OG DENS PRAKSIS. religiøs Lidenskab sidste Haand paa Værket og hindre den hele, fulde Sandhed fra at komme til sin Ret. Saa meget tynger paa den, der vil svinge sig op i den rette videnskabelige Erkendelses klare Luft. Gennem alle disse Ensidigheders tit fanatiske Kampe med hverandre arbejder den alsidige Sandhed sig kun med Sneglefjed frem. Og selv om det var muligt paa et ufuldkomment Udviklingstrin at tegne et Billede af den fuldkomne Opdragelse, saa vilde det dog være umuligt at føre dette Billede, baade i dets hele Aand og i dets enkelte Træk, over i Livet, fordi man savnede praktiske Opdragere, der stode paa Højde med de ideale Tanker. Selv det mest udvalgte Forbillede og de mest udvalgte Redskaber vil i en udygtig Arbejders Haand ikke fri ham fra at forkludre sit Arbejde. „Virkelig Opdragelse kan kun gennemføres af en virkelig filosofisk Aand.“ Hvad er det da for en Tid, denne Nutid, hvis Opdragelsesideal Spencer vil drage frem af det Halvmørke, hvori det har ruget, og male af i fuld Belysning? Hvilke ere de Tidstræk, der staa levende tegnede i Baggrunden af hans Skrift om Opdragelsen? Det er en Tid, i hvilke Menneskehænder alle Vegne gribe ind i Naturens Virksomhed; Landskabet gennemkrydses af Jærnbaner, Kanaler, Viadukter, Dæmninger og Broer; Tunneller bores gennem Bjærgene, og Kysterne tunges ud med Havne og Værfter; overalt lyder Maskinernes Tummel gennem Luften Slag i Slag, brummende og brusende, fløjtende og knagende. Videnskaben sætter sit Stempel paa enhver Virksomhed; selv en saa simpel Ting som det Brød, man spiser til sin Frokost, har en Historie, der rummer en Række videnskabelige Sejrvindinger: Først er Jorden drænet med maskintil virkede Rør, saa er dens Overflade pløjet med Maskine, derefter Sæden