Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

PARALLELER. 55 Siden af Individets, eller Fosterets Vækstliv ved Siden af Barnets, eller Børns Behandling ved Siden af Husdyrs, foruden de mange specieliere Paralleler, som hans Skrift vrimler af. Lad os paa dette Sted kun se, hvorledes han gennemfører en enkelt af dem, Parallelen mellem Børn og vilde. Ethvert civiliseret Menneske, siger han, gennemgaar i sine første Aar det Trin af Karakterudvikling, som den barbariske Race besad, fra hvilken det nedstammer. Ligesom Barnets Ansigtstræk — flad Næse, udadtil aabne Næsebor, brede Læber, stor Afstand mellem Øjnene, Mangel paa Pandekrumning osv. — for en Tid ligne den vildes, saaledes gøre dets Instinkter det ogsaa. Heraf komme de Tendenser til Grusomhed, Tyveri og Løgn, der ere saa almindelige blandt Børn, Tendenser, der selv uden Anvendelse af Tugt modificeres mere eller mindre ligesom Ansigtstrækkene. Den populære Forestilling, at Børn ere „uskyldige“, er rigtig, hvad Erkendelsen angaar, men aldeles falsk, hvad Drifterne angaar, hvilket en halv Times Ophold i Barnestuen vil overbevise enhver om. Naar man overlader Drenge til dem selv, som i de offentlige Skoler, behandle de hverandre mere brutalt end Mænd gøre, og deres Brutalitet vilde lægge sig endnu stærkere for Dagen, naar de i en tidligere Alder overlodes til sig selv. Om man nu end ikke, mener Spencer, maa overvurdere Opdragelsens Betydning, saa vedbliver den ikke des mindre at være en Nødvendighed i Kraft af den almindelige Livets Lov, at jo mere sammensat en Organisme er, des længere er ogsaa det Tidsrum, i hvilket den er afhængig af Moderorganismen. I Planteverdenen oplyses denne Lov ved Forskellen paa den lille, hurtigdannede og selvbevægelige Konfervespore og det lang-