Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

56 OPDRAGELSENS FORMAAL. somt udviklede Frø af et Træ med dets mangfoldige Hylstre og dets rigelige Forraad af Næring til Spiren i den første Tid af dens Vækst. I Dyreverdenen lægger den samme Lov sig for Dagen i en Række Modsætninger, lige fra Moneren, hvis Halvdele af sig selv skilles ad og straks i næste Øjeblik ere lige saa selvstændige, som det oprindelige Hele var, op til Mennesket, hvis Afkom ikke blot udvikler sig længere i Moders Liv og derpaa faar Næring ved Brystet, men desuden maa have Føden bibragt af andre og efter at have lært at spise selv maa forsynes med Brød, Klæder og Husly, indtil det i 15—20 Aars Alderen opnaar Evne til fuldt ud at sørge for sig selv. Og denne Lov gælder lige saa fuldt for Aanden som for Legemet. Da Barnet mangler Evne til at bevæge sig omkring, er det næsten lige saa lidt i Stand til at skaffe sig Stof til Udvikling af sine Forestillinger som til at sørge for sine legemlige Fornødenheder. Ligesom det ikke selv kan tilberede sin Føde, saaledes kan det heller ikke bringe synderlig mange Slags Erkendelse i en saadan Form, at det kan tilegne sig den. Sproget, gennem hvilket alle højere Sandheder skulle vindes, faar Barnet helt fra sine Omgivelser. Saa bestaar Opdragelsens Hovedopgave da i at paasé, at Betingelserne for Fremvækst ere tilstede, Dag for Dag at tilvejebringe Erfaringer af rette Slags og forberedte paa rette Maade og at bibringe Barnet dem i fornøden Fylde og med passende Mellemrum. Ved saaledes at tjene Barnets naturlige og ejendommelige Udvikling kommer Opdragelsen til at faa „et i sig selv værdifuldt Formaal“ i „Bevarelsen af Ungdommens Lykke“. Det maa bestandig blive et Hovedsynspunkt for Opdragelsen. Enhver Livsvirksomhed forhøjes ved Glæde og Velbefindende, og den hele Or-