Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

NATUREN OG KULTUREN. 63 Hvad endelig Afveksling i Føden angaar, saa er den nødvendig, fordi det er en ved mangfoldige Forsøg stadfæstet Kendsgerning, at der næppe gives et eneste Slags Føde, der i tilstrækkelig Mængde eller passende Form kan danne alle de Elementer, som udkræves for, at Livsprocesserne kan gaa for sig. paa rette Maade. Den Mæthed, man føler ved en ofte nydt Ret, er ikke meningsløs. Ogsaa den moderne Kvægfodrings Grundsætninger give jo Anvisning paa en periodisk Afveksling af Fodringsmidlerne. Med en saa omhyggelig og solid Realisme gaar Spencer til Værks, saaledes samler han sit Stof ind fra alle Verdens Hjørner for at koncentrere det om den Tanke, han vil have frem, og denne Tanke er den nyere Tids pædagogiske Grundtanke, den, for hvilken Rousseau først slog saaledes til Lyd, at det genlød over hele Europa, Tanken om Overensstemmelse med Naturen. Men hos Spencer er det ikke længer et lyrisk-polemisk Udbrud, men en historisk udviklet, filosofisk begrundet og i Kraft af videnskabelig Erfaring gennemført Paa-visning af Opdragelsens Indhold og Formaal. Rousseau opfattede Naturen som en Modsætning til Civilisationen, Spencer ser i den fremskridende Civilisation det eneste Middel til at faa det sande Naturindhold i Mennesket udfoldet; for ham er Naturen ikke blot det oprindelige og forbigangne, men ogsaa det fremtidige, Frugten af en Udvikling, ja Udviklingen selv. Hos Rousseau er hvert Barn den nyskabte Adam og skal, som han siger, opfinde Videnskaberne paa ny, hos Spencer samler Aar-tusinders Udvikling sig i det lille Barn, og Videnskaben staar som en Garde ved dets Vugge. Imod Rousseaus Udraab: „Alt er fuldkomment, som det forlader Skaberens Haand, alt vanslægter under Menneskenes Hæn-