Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

OPLYSNINGENS BEGRÆNSNING. 65 synes at staa Sandheden nærmere. Han deler derfor heller ikke Rousseaus Tro paa, at alle Børn, opdragne ens, ville udvikle sig ens, eller den beslægtede Tanke, at man ved forstandig Tugt ganske kan gøre Børn til, hvad de skulle være. Han er fra Rousseaus abstrakte Menneskeinclivid, som staar uden for Historien, naaet til det konkrete virkelige Menneske, og -han nærer i ingen Retning overtroiske Forhaabninger om Systemers og Institutioners Magt over Virkeligheden. Dernæst bekæmper han den overdrevne Tillid til, hvad blot teoretisk Kundskab, blot „Oplysning“, vil kunne udrette paa den moralske Handlings Enemærker. Hvad i al Verden, udbryder han i „The study of socio-logy“, kan Færdighed i at omsætte Lyd i skrevne Tegn (eller skrevne Tegn i Lyd) virke til at befæste og styrke Ønsket om at handle ret? Hvad Rimelighed er der for, at selv det rigeste Fond af geografiske Kundskaber skulde frembringe forøget Sandhedskærlighed? Alle de Tilfælde, i hvilke Kundskaberne netop anvendes i Bedragets og Fordærvelsens Tjeneste, ere jo Eksempler paa, at Kundskab alene ikke er tilstrækkelig til at give Handlingerne nogen ideal Rettesnor, Og vil man indvende, at det naturligvis ikke er den intellektuelle, men den moralske Kundskab, der skal fremkalde de moralske Virkninger, saa raabe de psykologiske Erfaringer i Kor: Du tager fejl, du kender ikke Livet. Har du aldrig lagt Mærke til, hvor ringe Indtryk moraliserende Formaningstaler gøre, hvor goldt det er at tale til Børns Fornuft, overalt hvor deres Drifter ere vaagne? Har du ikke mere end én Gang hørt Mødre og Guvernanter klage ynkelig over, at de kan blive ved at gentage én og samme Forskrift Dag ud, Dag ind, lige lidt hjælper det? Eller har du ikke kendt Folk, som i Kirken og i H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. III. 5