Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

66 FORESTILLING OG HÄNDLING. Skolen tidlig og sent har hørt en Kærlighedslære docere, uden at deres Liv derfor i mindste Maade er blevet forandret? Den blotte Kundskabsmeddelelse eller Teori holder sig i sit eget intellektuelle Leje og strømmer ikke ind over Handlingernes Naborige, medmindre en saadan Meddelelse knyttes til Forestillinger, der sætte Følelsen i Bevægelse. Følelsen er den uvilkaarlige Drivkraft i Handlingen. Den, der skolder sin Haand, handler i en Fart og trækker Haanden til sig; den, der forklarer det skete, staar kold og ubevæget, medmindre han maaske er den brændte selv, hos hvem Smerten fornyes ved Erindringen, eller en sympatetisk Sjæl, hvis Fantasi paa en lignende Maade betages af hans egen Skildring, saa han føler sig i den brændtes Sted. Det er alteaa Følelsen, der kalder Handlingen til Live, og det er Gentagelsen af Handlingen, der gør den let og gør den til Vane. To Forestillinger, der ofte gentages i samme Orden, knytte sig for bestandig til hinanden i denne Orden; Muskelbevægelser, som man i Begyndelsen har vanskeligt ved at forbinde med hinanden i en bestemt Rækkefølge, saaledes som f. Eks. Klaverspillet kræver det, falde ved Øvelse ganske af sig selv. Det samme er Tilfældet, hvor det gælder Handlinger. Ikke ved Hjælp af nogen som helst Forskrift, selv om den daglig fremsættes, ikke ved Hjælp af noget Eksempel, naar det ikke følges, men kun ved Hjælp af Handling, den ene Gang efter den anden fremkaldt af den til Handlingen svarende Følelse, kan man frembringe den moralske Vane. Den psykologiske Associationslære, som den nyere engelske og franske Filosofi saa stærkt hævder, og som faar sin uvurderlige Betydning netop paa det pædagogiske Omraade, slutter Spencer sig til. Allerede Rousseau har glimtvis peget paa det samme.