Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

HANDLINGENS KONSEKVENSER. <55 om Vilkaarlighed eller Lunefuldhed er afskaaren lige over for dem; de sætte ingen kunstige Straffe eller Tilrettevisninger i Steden for de naturlige Konsekvenser; de holde sig til Sagen og gøre hverken mere eller mindre end det er nødvendigt. Der virker gennem dem en Lovmæssighed, ved hvilken Barnet, som støder sammen med dem, høster Kendskab til deres Egenskaber og samler teoretiske og praktiske Erfaringer. Forældrenes Opgave er det derfor som „Naturens Tjenere og Fortolkere“ at sørge for, at deres Børn stadig erfare de sande Følger af deres Handlinger, uden enten at afværge dem eller forstærke dem eller stille kunstige Følger i deres Sted. Men det er saare langt fra, at denne Opfattelse enten er klart til Stede eller konsekvent gennemføres i Opdragelsen, som den virkelig er. Enhver indser straks det latterlige i, om en Moder vilde tilbyde at overtage Svien i Steden for sit Barn, naar dette havde rørt ved en Kedel, det ikke maatte tot© ved, og spildt kogende Vand paa sin Fod, og hvis hun saa til Erstatning vilde levere Barnet en Dragt Prygl; men det samme gør dog en Fader tit og mange Gange, naar han banker sin Søn, fordi denne af Skødesløshed eller Kaadhed har revet sin Søsters Legetøj i Stykker, og derpaa selv betaler nyt Legetøj: han paalægger Synderen en kunstig Straf og overtager selv den naturlige. Den vilkaarlige Straf giver ikke Barnet Forklaring over noget som helst, den naturlige Straf uddanner dets Forestilling om Aarsag og Virkning og sætter det efberhaanden bedre i Stand til at bygge sin Dom over Tingene paa en bedre Grund end Autoritetens usikre Skøn. Hvor Udbruddet af Forældrenes Vrede bliver det vigtigste Virkemiddel i Opdragelsen, hvor Bebrejdelser og Revselser blive saa at sige Barnets