Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

ERFARINGSVIDEN SKABERNE. 75 Handlingerne, vil ogsaa have størst Værd som Skole for Evnerne. Den første Evne, Opdragelsen altsaa skal tage sig af, Selvopholdelsesevnen, bliver nu i overordentlig Grad fremhjulpen af Naturen selv. Selvopholdelsesdriften er jo her den bedste Læremester, og Opdrageren bør blot sørge for, at Barnet faar frit Spillerum til at erhverve sig de fornødne Erfaringer i den Retning. Den næste Art Virksomhed trænger derimod i saa meget fuldere Maal til Opdragelsens Bistand. Mennesket er som erhvervende Væsen fremfor alt henvist til Frembringelsen, Bearbejdelsen og Fordelingen af Livsbetingelserne, og i en Tidsalder som Nutiden, hvor Arbejdet ikke blot styres af det enkelte Menneskes personlige Erfaringer, men af den almene Videnskabs vise Vejledning, kommer éns Fremgang til at bero paa den Metode, man følger, og som Grundlag for denne et udstrakt Kendskab til Genstandenes fysiske, kemiske og biologiske Egenskaber. Erfaringsvidenskaberne maa derfor indtage en Hovedplads ved Undervisningen. Om end Erkendelsen heraf er vaagnet, saa yder Opdragelsen dog endnu langt fra tilstrækkeligt. Og dog er der i denne Retning et uendeligt Forspring for, hvad der i Opdragelsen gøres for den tredje Gruppe Virksomheder, den, Menneskene i Egenskab af Forældre skal have Forstand paa. Medens en Dreng anvender mange Aar paa Kundskaber, hvis vigtigste Betydning er at udgøre „hvad en Gentleman kan“, og medens en ung Pige anvender mange Aar paa saadanne Færdigheder, som kunne sætte hende i Stand til at glimre i Selskaber, saa anvender ingen af dem en eneste Time paa at forberede sig til det alvorligste Ansvar af alle, det at være en Families Hoved, et Ansvar, der falder i nis Lod af ti. Sæt, at en Oldgransker om Aar-