Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

76 OPDRAGELSENS TEORI OG PRAKSIS. tusinder fik fat paa en Samling af vore Skolebøger og Stilebøger, hvilke Slutninger monstro han vilde drage af dem? Han vilde vel slutte: „Dette maa være et Undervisningskursus for deres ugifte Stænder. Jeg ser, man har forberedt sig flittig til mange Haande Ting, især til Læsningen af visse fortidige og samtidige Folkeslags Bøger (hvoraf man maaske kan slutte, at disse Mennesker har lagt meget ringe Vægt paa Læsning i deres eget Sprog); men ikke ringeste Tanke finder jeg ofret Børneopdragelsen. De har ikke kunnet være saa taabelige at overspringe enhver som helst Undervisning paa dette det ansvarsfuldeste Omraade af alle. Det maa derfor aabenbart have været et Skolekursus for en af deres-Munkeordener.“ Og dog følger det af Sagens Natur, at Opdragelsens Teori og Praksis som den Genstand, der incleslutter alle andre Genstande i sig, og som Forberedelsen til den Virksomhed, gennem hvilken enhver Mand og Kvinde først naar det sidste Trin af aandelig Udvikling, ogsaa bør være et Hovedformaal for Opdragelsen og sætte Slutstenen paa den ved den nødvendige Vejledning i Fysiologiens og Psykologiens øverste Principper og Grundsandheder. — Det fjerde Kapitel af de menneskelige Virksomheder indbefatter dem, der faa deres Udtryk i de borgerlige Pligter. For Tiden er Historie det eneste Undervisningsfag, der arbejder i den Retning. Og dette noget er endda overordentlig lidet. Krigs- og Fyrstehistorie er Hovedsagen, der meddeles; men lærer man virkelig Samfundet og dets Love at kende deraf? Det er lutter Kendsgerninger, som ere golde; Grundsætninger for éns Handlinger ere de ude af Stand til at afføde. Hvad Historieundervisningen derimod skulde give, det er Samfundets Naturhistorie, Rækken af de Kendsgerninger, der hjælpe én til at forstaa en